Bjarke Ramsing har i de seneste par år brugt Holland som musikalsk base og herfra flittigt turneret inden som uden for Europas grænser.
Med sin kraftfulde stemme og instrumentale arrangementer tegner den unge fynbo et melodisk og skarpsindigt lyrisk landskab, der vil appellere til enhver med forkærlighed for americana. Musikken er upoleret og rå, men rummer eftertænksomhed nok til også at kunne lade de mere langsigtede revolutioner begynde.
Til at gøre ham selvskab har Bjarke tre erfarne hollandske musikere. Sammen formår de at tage den dynamiske spillestil til nye højder. Forvent et lækkert tilbagelænet mix af afstemt skrig og skrål, kontrabas, violin, guitar, mundharpe, trommer og percussion.
Minko Kupona
Minko Kupona tager dig med på en hæsblæsende rejse gennem Balkanlandene, med deres medrivende fortolkninger af den traditionelle musik fra Bulgarien, Makedonien, Serbien og Rumænien.
På sprudlende klarinet og med stor indlevelse i de smukke balkansange, har vi Siri Iversen. Hun bakkes stilsikkert op af Kristoffer Juel Poulsen på harmonika, Bjørn Larsen på bas og Kristoffer Lund Sørensen på trommer.
De fire musikere har spillet sammen siden 2004 i forskellige konstellationer, og der er fuld fart over feltet, når de først går i gang.
Der er garanti for medrivende melodier, swingende rytmer og saftige soloer. Der bliver dog også tid til at få pulsen ned igen i de mere stille, men smukke balkanballader.
Siri Iversen: Klarinet/sang
Kristoffer Juel Poulsen: Harmonika
Bjørn Larsen: Bas
Kristoffer Lund Sørensen: Trommer