by BecomingSpecies
Kom med til Arts-forvandling med performancekollektivet Becoming Species og forbind dig med de vilde dyr, vi deler planeten med. Til denne session nærmer vi os uglerne gennem dybe lytteøvelser, hvor vi lader ørerne dirigere os.
Sammen skal vi lytte dybt. Ørerne er altid åbne, og hvis vi tør give slip på at dirigere vores lytning, åbner muligheden for dyb lytning sig.
Uglernes slør udgør en krans om ansigt og øreåbninger, som styrker hørelsen, idet de to øreåbninger virker som et par høretragte. Hos mange ugler er øreåbningerne forskelligt udformet og placeret, og de små forskelle i tid og lydstyrke mellem de to ører, gør uglen i stand til, med stor præcision, at lokalisere lyden fra byttedyr.
Til denne workshop vil vi lade uglerne indtage os, og lade vores ører dirigere os. To og to vil vi gå med field recorders, en lydoptager, og undersøge hvor vi føres hen, hvis vi giver slip på synet. Vi vil indsamle lyde og lave lydmeditationer (inspireret af Pauline Oliveros), øve os i at forsvinde i lyden, mens vi bevæger os ind og ud af harmoni og disharmoni.
Aftenen faciliteres af lydkunstner og forfatter Rik Jespersen med assistance fra kunstner Ida Dalsgaard Nicolaisen.
Praktisk info
Mandag den 28. april kl. 17.00-19.00
Sted: Vi mødes i lokalet Symfonien i Kulturhuset Islands Brygge og går sammen udenfor til dyb lytning.
Entré 40 kr. på billetto.dk
Workshoppen er en en del af workshop-serie af Becoming Species
Bliv blød som en blæksprutte, flyv som flagermusen, bevæg dig som vedbend, sans som natsværmeren og lyt som en ugle! Sammen med det aktivistiske performance-kollektiv Becoming Species inviterer vi til en workshop-serie i at forvandle sig til andre arter. Formålet er at genforbinde mennesker med alle de vilde væsener, vi deler planeten med. Gruppen bruger metoder som bevægelse, meditation, hækling, maskebygning, naturterapi og lyd med leg og nysgerrighed på de vilde arter som fundament.