De fleste politikere står uforstående overfor, at klimatruslen kan være et udtryk for en mere omfattende og gennemgribende samfunds- og naturkrise: en fundamental bæredygtighedskrise.
Men for kapitalistiske økonomier gælder det, at de er underlagt en tvang til vækst, selvom det er åbenlyst, at der er planetariske grænser for økonomisk vækst. Selv en lineær kapitalvækst vil føre til faldende vækstrater. Væksten må derfor være eksponentiel, hvis kapitalerne ikke skal miste deres værdi.
Det er denne dynamik, der har ført til den aktuelle dybtgående krise. Derfor må den grønne omstilling, som de fleste i dag bekender sig til, også omfatte ændringer af vores måde at producere og leve på. Men flertallet på Christiansborg lader som om, det hele kan fortsætte – nu bare på grøn energi.
På trods utvetydige advarsler anses vedvarende øget vækst stadigvæk for at være forudsætningen for rigdom og fremskridt.
Den teknokratiske model, der dominerer den grønne omstilling i dag, fremmer en omstilling, der skal rulles ud hen over hovedet på borgerne. Man forstår ikke, at mennesker bliver usikre og frustrerede når store ændringer, der griber ind i deres livssammenhæng, gennemføres uden de bliver involveret. Deres protester ser man kun som udtryk for snæversynede egeninteresser.
Det er en mistillid til almindelige mennesker, der underminerer demokratiet, og som kan blive gift for omstillingen.
Alternativt til det er en omstilling, hvor borgerne i langt højere grad, end tilfældet er i dag, får mulighed for at tage ansvar for de fælles anliggender. Det findes der mange begyndelser til, som skal have mere opmærksomhed og bedre muligheder for at kunne udfolde sig. Der kan skabes en anden form for fremskridt baseret på omsorg for hinanden og for naturen. Det sociale og det grønne er to sider af samme sag.
Det vil være hjertet i:
Den demokratiske vej
Oplæg ved
Birger Steen Nielsen, aktionsforsker, professor emeritus
Forfatter til bogen “Vækstparadigmet ved vejs ende”