Udstilling: Propaganda – 10 år med plakater på venstrefløjen
Monday Aug. 15 at 16:00 - 21:00

Udstilling: Propaganda – 10 år med plakater på venstrefløjen

Åbningstider:
Fernisering den 15. august klokken 16:00 til 21:00
Udstillingen vil derefter være åben den 16. og 17. August klokken 15:00 til 18:00

Grafisk designer og aktivist Sesil Knage udstiller for første gang sine plakater fra den udenomsparlamentariske venstrefløj. Samlingen giver et unikt indblik i, hvilke kampe der har rørt sig på venstrefløjen i København de sidste 10 år.

Udstillingen har til formål at stille kritik til fremmedgørelse, fascisme, magt, kapitalisme og gentrificering i vores samfund. Den vil også fremme dialog og solidaritet. Den skal samtidig vise propagandaens mange forskellige udtryk og formål. Og hvordan man kan bruge billedkunst til at sætte fokus på et vigtigt politisk emne, opnå et konkret mål og samle folk fra forskellige baggrunde om den samme kamp.

“Når man hører ordet propaganda, så tænker man nok på de manipulerende medieteknikker, der bliver brugt til at promovere krig, fremmedgørelse og politiske magtkampe. Men propaganda kan også være et vigtigt redskab, når venstreorienterede græsrodsorganisationer eller udenomsparlamentariske grupper vil sætte politiske kampe på dagsordenen. Det er et værktøj, der kan bruges til at fremme enhed, solidaritet og harmoni blandt mennesker. Samt sætte lys på dysfunktionelle systemer, undertrykkelse og magtmisbrug. Således kan propaganda være positiv, hvis den bruges til at hjælpe mennesker og skabe positive forandringer i samfundet“ - Sesil Knage

Til ferniseringen den 15. august vil der være åbent i baren og DJ Jack Attack & Isbryderen kommer og spiller alle deres bedste punk LP'er. Det vil også være muligt at købe nogle genoptrykte prints til donationspris.

Om tilgængelighed:
Basement er beliggende i kælderen og har desværre ikke personelevator. Som gangbesværet skal du være opmærksom på, at foruden trapper ned i kælderen, er der også trapper op til toiletterne
Arrangementet er støttet af:
Vesterbro Lokaludvalg & 1. maj fonden

Upcoming dates

Location

Basement
Enghavevej
42 1674