Importér til kalender (download .ics-fil)
Kopiér direkte delbar URL
Kom til lancering og fejring af bogen En anden økologi: Antikapitalistisk håndbog. Drikkelse, oplæsning og nye kammerater er garanteret.
Det er på mejeriets bibliotek (gå helt til venstre, find te-køkkenet, og så op af trappen bag døren).
Vi lever i en kapitalistisk verdensøkologi. Opskriften på rovdrift, sammenbrud og ecocide er stadig operativ. ”Klimapolitik” er ikke en fantasme i de kapitalistiske demokratiers embedsværk, men et redskab til at fastholde og intensivere en stadig mere desperat, voldelig og imperial livsform.
Denne håndbog er et forsøg på at dokumentere og eksperimentere med en anden økologi hinsides hegemoni. Den afviser ikke blot at overlade fremtiden til kapitalens dødsdrift, men også at synkronisere modstanden og de nye politiske subjekter til én stemme. Med bidrag fra kollektiver, billedkunstnere, akademikere, jordbrugere, digtere og aktivister samt oversættelser af bl.a. Vandana Shiva, Anton Pannekoek, Adorno, Stefania Barca, Amadeo Bordiga og Silvia Federici kan håndbogen læses som en antikapitalistisk kakofoni. Den rummer alt fra teoretiske manifester, mad- og cideropskrifter, blokadeguides, fortællinger fra de regenerative jordbrug, poesi og billeder af uddøde dyr til kort over udvinding af sand, en samtale om brugen af lort som energikilde, et manifest for fødevaresuverænitet samt analyser af den altdominerende CO2-fetish, socialistisk økofeminisme, fælledernes politik og Roosevelts nationalparker som allegori på kapitalens naturødelæggelse. Og meget andet.
Håndbogen er et studieobjekt, et (anti)brugskatalog og – ikke mindst – en kammerat.