GLORÅB RæS
Lørdag d. 11. juni kl. 13:00
til 12. juni 2022 kl. 05:00

GLORÅB RæS

af Spandene

GLORÅB RæS er efterhånden en både traditionsrig og sagnomspunden begivenhed, hvor vi inviterer alle til at samles om det HELT store spørgsmål: HVEM HAR DEN HURTIGSTE KNALLERT PÅ GLORUPVEJ?

Om du er en gammel ven eller nytilkommen, bydes du mere end meget velkommen til en dag fuld af motorstøj, musik, underholdning, overraskelser, mad og drikke. Vi starter ud med knallertRæS og havetraktorRæS og fortsætter dagen med masser bands, som du kan nyde fra et blødt, skyggefuldt hjørne i loungen eller i dansestøvet direkte foran scenen. Der vil være mulighed for at købe lækker mad og drikke og blive malet i hovedet i løbet af dagen og natten bliver spillet igennem af et fedt line-up af DJs.

Det bliver for fedt og vi håber du kommer!
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
Dagens program forløber således:

13.00 - BEGYNDELSE

14.00 - RæS

16.00 - CHEERLEADING by SVENDBORG DRAGONS

16.30 - RæS FINALE

17.00 - CIRKUS HALVVEJS

18.00 - PRÆMIEOVERRÆKKELSE

18.45 - HUNDELORTEBANDEN

19.00 - ELEKTRISK ÅL

20.30 - TONY ELASTIC AND HIS INCREDIBLE SLACKLINERS

21.30 (til langt ud på natten) - DJ's: COSMIC MICHAEL, DJ BREVET og DJ MORMOR
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

PRAKTISKE INFO MM.

RæS!
Der vil i år være 3 RæS:

HAVETRAKTORRæSET: Alle havetraktorentusiaster er velkomne, gamle som nye, pyntede som rustne, men vi godtager IKKE ATV'er.

DET ÅBNE RæS; Her er ALLE med en knallert velkomne, proffe som utrænede, hurtige som langsomme, men det er et strengt krav at det rent faktisk er en knallert du drøner på, INGEN motorcykler eller scootere på banen i RæStid! (I er dog velkomne til at sparke dæk på vejen, når ræset er overstået)

GLORUPVEJ RæSET: RæSet det hele handler om, hvor beboere på Glorupvej RæSer for at vinde den eftertraktede vandrepokal og afgøre: HVEM HAR DEN HURTIGSTE KNALLERT PÅ GLORUPVEJ?

RæSTILMELDING: Skriv til gloraabraes@protonmail.com for at være sikker på en plads i ét af RæSene. Der vil også være mulighed for at tilmelde sig på dagen.

MAD
Du kan købe vildt lækker mad i madboden som holder åbent dag og aften.

DRIKKE
Baren er åben dag og nat og sælger lækre kolde drikke såsom fadøl og sodavand og Ankers retro RæS-kørende kaffeknallert vil stå for at servere kaffe i løbet af dagen.

TOILETFORHOLD
Der vil være toiletvogn tilgængelig og masser buskads i området til fri afbenyttelse.

PARKERING
Der vil være mulighed for at parkere bil på adressen i markerede områder. Glorupvej er lukket af, men gæster til eventet kan komme ud og ind på alle tidspunkter undtagen mellem 13.30-17.00.

OVERNATNING
Man kan overnatte i telt på grunden i markerede områder.

ANKOMST
OBS. Ændret trafik på Storebæltsbroen d. 11. juni
"Lørdag den 11. juni passerer 16.000 motionscyklister broen, når Danmarkshistoriens største motionscykelløb, Tour de Storebælt, afvikles. Trafikken på Storebæltsbroen vil være dobbeltrettet og forventes at være påvirket mellem kl. 13 og kl. 21." - Kom derfor i god tid til RæS start kl.13. hvis du kommer den vej fra (Eller tag toget og bus hvis muligt.)

Bus fra Nyborg eller Svendborg: Man kan bede buschaufføren stoppe ved Glorupvej mellem stoppestederne Øksendrup og Langå.

KONTAKT
Du kan skrive til os på gloraabraes@protonmail.com

RæSet afholdes af kollektivet der bor på adressen og er gratis at deltage i.

Sted

De Sydvendte Spande
Glorupvej 44
5874 Hesselager