Importér til kalender (download .ics-fil)
Kopiér direkte delbar URL
af Den Grønne Ungdomsbevægelse
Den Grønne Ungdomsbevægelse kalder til klimamarch for et levedygtigt landbrug i demonstration mod den grønne trepart. Kravet bag marchen er blandt andet en omstilling væk fra klimaskadelig dyreproduktion.
Regeringen beskriver selv den Grønne Trepart som en historisk og ambitiøs aftale, men det ser Den Grønne Ungdomsbevægelse ikke meget hold i. Aftalen fastholder Danmark som verdens førende producent af dyr pr. indbygger, hvilket bevægelsen ser som en hovedårsag til biodiversitetskrisen og de hårdt pressede danske farvande.
“Mette Frederiksen kalder det her en generationskontrakt, men det her er ikke en kontrakt, jeg har skrevet under på,” udtaler Thea Ross Korsholm, aktiv i Den Grønne Ungdomsbevægelse. “Det er politikernes ansvar at gøre det nemmere at leve grønt. Men med den her aftale fastholdes Danmark som verdens største dyreproducent pr. indbygger og som landet med mindst natur. Det er uholdbart, hvis vi vil bekæmpe klimakrisen,” fortsætter Thea Ross Korsholm.
Over 85 % af landbrugets udledninger kommer fra dyreproduktionen - en sektor som den Grønne Trepart-aftale ikke kommer til at reducere nævnelsesværdigt. Tværtimod investerer aftalen 10 milliarder kroner i pyrolyseteknologi i håbet om netop at fastholde en høj dyreproduktion. Eksperter sår dog tvivl om, hvorvidt dette kommer til at bringe tilstrækkeligt med drivhusgasreduktioner.
“Regeringen vælger igen og igen at satse på umodne teknologier, som eksperterne advarer mod, fordi de er for usikre. De fortæller os, at der kun er én sikker vej til, og det er færre dyr - men politikerne vælger at lytte til landbrugslobbyen!” udtaler Olivia Bang Brinck, medarrangør af klimamarchen. Hun fortsætter: “På søndag går jeg på gaden for en fremtid, hvor vi dyrker mad til mennesker i stedet for svin, og hvor både jorden og farvandene trives.”
Bevægelsen mener, at den Grønne Trepart ikke alene er utilstrækkelig, men direkte uansvarlig i en tid præget af klima- og biodiversitetskrise. Derfor kræver de, at aftalen genforhandles med videnskaben som grundlag – ikke lobbyinteresser. Klimamarchen, der finder sted på søndag, har tre centrale krav:
1. Reduktion af den animalske produktion med 80 %:
Danmark producerer årligt 200 millioner dyr, hvilket står bag 85% af landbrugets udledninger. Klimarådet anbefaler en minimumsreduktion på 40% for at nå klimamålene, men den Grønne Trepart ignorerer dette. Det er, ifølge bevægelsen, uansvarligt.
2. CO2e-afgift på 1.500 kroner pr. ton:
Arrangørerne mener, at vejen til et levedygtigt landbrug er igennem en CO2e-afgift, men at en CO2e-afgift kun er god, hvis den har tilstrækkelig effekt. De mener, at man skal følge Klimarådets anbefaling om på 1.500 kr. pr. ton CO2e i 2030, hvilket er langt fra aftalens afgift på 120 kroner i 2030.
3. Kravet om 30 % vild natur i Danmark i 2030:
Danmark har internationalt forpligtet sig til 30 % vild natur, men Grøn Trepart sigter kun mod 20 %. Samtidig kritiserer biodiversitetsrådet statens definition af vild natur, der blandt andet inkluderer golfbaner og marker. Ifølge eksperter udgør reelt vild natur kun omkring 1,6% af Danmark i dag.